Skive Kommune overtog Jenles bygninger fra årsskiftet 2022. Med overtagelsen fulgte fem millioner kroner fra Staten til en totalrenovering af det gamle stuehus i årene 2022-2024.

Hvad skal renoveres? Jenles stuehus har stået udsat for vind, vejr og tidens tand i mere end 100 år. En tiltrængt renovering skal sikre, at stuehuset fra 2024 fremstår i god bygningsmæssig stand og i årene fremover fortsat danne ramme om fortællingen om fortællingen om Jeppe Aakjær og hans tid. De fem millioner kroner fra Staten til renoveringen af hovedbygningen dækker imidlertid ikke Jenles indbo. Skabe, kister og skuffer i det gamle stuehus er spækket med breve, papirer og fotos, som aldrig er blevet grundigt gennemgået, og som kan få betydning for forskning og nye udstillinger. Derudover huser Jenle flere tusinde ting i form af møbler, pyntegenstande, service og lignende, som er hårdt udfordret. De 90 år som er passeret siden Jeppe Aakjærs død har nemlig sat tydelige spor i møbler og genstande. Men er de mange gamle ting værd at redde? Ja, absolut. Museum Salling har vurderet, at Jeppe Aakjærs kunstnerhjem i vid udstrækning har bevaret sin oprindelige karakter og besidder stor kulturhistorisk værdi. Derfor arbejder Skive Kommune og Aakjærselskabet lige nu på at opnå den nødvendige økonomiske støtte til at kunne konservere og bevare værdifulde genstande og dokumenter, som ellers er i kritisk risiko for at smuldre bort efter mange års påvirkning af sollys, skiftende indeklima, skadedyrsangreb, støv og skimmel. Jenles gule stuehus skal gennemgå en omfattende renovering. Projektet forventes at forløbe i årene 2022-24. Det er ikke kun selve murstenene, som trænger til renovering. Jenle er fyldt med tusindvis af møbler, nips, tæpper, dokumenter, fotos og bøger fra Aakjærs tid, som trænger til gennemgang, konservering og registrering for at bevares for eftertiden.