Jeppe Aakjær er et nationalt forfatterklenodie. Jenle er det eneste sted i verden, som tilbyder et autentisk møde med ham, hans virke og bedrifter.

Jeppe Aakjær blev født i 1866 i Aakjær i Fly Sogn og døde på gården Jenle i Salling i 1930. De fleste kender ham. ”Jeg er havren”, ”Ole sad på en knold og sang”, ”Jens Vejmand” ... Ja, mere end 325 litterære værker: romaner, noveller, digte, skuespil og lokalhistoriske bøger sprang fra Aakjærs flittige pen med rammende skildringer af dagliglivet, danskernes vilkår og (mangel på) rettigheder på landet, samt lyriske beskrivelser af naturen som det storladne rum, vi hører til i og skal tage vare på. Størstedelen af de mange værker skrev han i arbejdsværelset på gården Jenle cirka 12 kilometer nord for Skive ved Astrup Vig. Her boede han sammen med hustruen Nanna fra 1907 og frem til sin død i 1930. Samfundsrevser med Nobel-potentiale Aakjær skubbede kraftigt bag på afskaffelsen af datidens Tyendelov ved at belyse de kummerlige forhold for gårdenes karle og tjenestefolk i sin litteratur – med størst aftryk i romanen Vredens Børn, som udkom i 1904. Aakjærs utrættelige og ukuelige stemme som talte dunder mod behandlingen af tyendet på landet, fik ham blandt andet indstillet til Nobels litteraturpris i 1917. Blændende naturlyriker og klimatosse Aakjær kæmpede en indædt kamp for naturen og var én af støtterne bag realiseringen af den første Naturfredningslov i Danmark. Hans skarpe skildringer og talent for at fremstille digte som inviterede til melodi, har gjort ham rigt repræsenteret i højskolesangbogen med musik af anerkendte komponister som bl.a. Carl Nielsen og Thorvald Aagaard. Aakjær er desuden optaget i Kulturministeriets kulturkanon i 2006 med digtet ’Aften’. Debatskaber mellem mennesker Aakjær havde som menneske et vidt udsyn og lod ikke pennen stå alene. I 1908 inviterede han til markfest i Aakjær og forventede 150 deltagere – der kom 3000. Samme år afholdt Nanna et kvindevalgretsmøde på Jenle. De to møder blev startskuddet på den årlige begivenhed ’Jenlefesten’, som med flere tusinde deltagere var et arnested for stemmer, der blandt andet talte for ligestilling mellem klasser og køn. Jenlefesterne ophørte, da Aakjær døde i 1930, men i 1980 genopstod traditionen i kølvandet på stiftelsen af Aakjærselskabet på Jenle. Læs meget mere om Jeppe Aakjær, hans familie og Jenle på Aakjærselskabets hjemmeside for Jenle >>>